En skole i en mindre by
ClubSyds medlemmer fortæller ofte, at de sætter pris på TV SYDs gode serier. Derfor var det heller ikke svært for foreningens bestyrelse at sige ja til et tilskud på 700.000 kr. til produktion af en helt ny tv-serie.
Serien tager udgangspunkt i Toftlund Skole. Her fortæller otte tidligere elever, i alderen 21 til 90, hvordan skoletiden har formet deres liv.
– Det er et program, som rammer bredt, uanset hvor du er i livet, men grundfortællingen er som udgangspunkt den samme. Der er flere aldersgrupper med, og derved kommer der flere indgangsvinkler på programmet, siger daværende bestyrelsesformand Anders Sørensen og tilføjer:
– Jeg synes, det er godt, at man ikke har valgt en skole fra storbyen, men har fundet en skole i en mindre by.
Med støtten på 700.000 kr. bliver medlemskontingentet således direkte omsat til noget, alle medlemmer kan få glæde af: En tv-serie med udgangspunkt i landsdelen.
Detektivarbejde
Det kræver sin detektiv at finde otte medvirkende til sådan en serie. Dén detektiv er TV SYD-journalist Søren Pors Grundahl, der har været tilrettelægger på serien.
- I starten virkede det som en ret uoverskuelig opgave at skulle finde otte forskellige mennesker, men det er også det, jeg elsker ved mit arbejde. Jeg tror, jeg har talt med 100 mennesker, lyder det fra Søren.
Et Facebook-opslag i gruppen ”Minder Fra Toftlund” bar hurtigt frugt, men kunne ikke gøre det alene. Derfor tyede Søren til den gode, gamle “shoe-leather”-journalistik, som indebærer, at man kommer ud fra redaktionen og taler med rigtige mennesker.
- De første, jeg opsøgte, var lokalarkivet og præsten i Toftlund. Min tilgang var, at jeg gerne ville tale med folk, der har en stor berøringsflade, og som kender mange forskellige generationer af mennesker. Det skabte en snebold-effekt, og pludselig stod der 10-20 navne på listen.
Ringede i blinde
- Det var ikke dem alle, der havde lyst til at medvirke, eller også havde de ikke gået på skolen, som jo var udgangspunktet for serien. Men så foreslog de måske tre nye, og så var det jo bare at gribe knoglen og ringe i blinde til alle i Danmark med det navn, siger Søren.
Til sidst var der otte navne, som hver især repræsenterede et årti. Den yngste var 21 år, og den ældste 90. Optagelserne gik i gang i maj, og i løbet af halvanden måned var alle otte afsnit i kassen.
Serien berører forskellige temaer såsom ordblindhed, præstationskultur og retten til at slå børn.
Denne artikel er udgivet i 2021.