Når man ser et enkelt indslag i nyhederne på TV SYD, er det svært at forestille sig, hvor mange timers arbejde der ligger bag. Her kommer et eksempel, hvor reporter Christina Hoffmann-Møller og fotograf Frank Blauenfeldt skal lave en 10-minutters live-sending fra Vejle.
Eftermiddag
Klokken er 12.15. Reporter Christina Hoffmann-Møller og fotograf Frank Blauenfeldt kører ud af garagen på TV SYD. I dag er de mødt på job kl. 11 og skal lave otte minutters indslag til 19.30 nyhederne. Live vel at mærke – altså en
direkte sending fra dem til TV SYDs seere.
Klokken 13 har Christina og Frank en aftale med den første af aftenens medvirkende, footballspilleren Niko, der befinder sig i et træningscenter. Han skal medvirke i et forproduceret indslag, som bringes under live-sendingen. Først laver Frank optagelser, såkaldte dækbilleder, der kan klippes ind over Nikos tale, så indslaget bliver mere varieret at se
på. Derefter filmer de interviewet med Niko.
Klokken 14.30 er de færdige med at optage og interviewe. I stedet for at køre retur til TV SYD kan de redigere i den store sendevogn, hvor der er indrettet to arbejdspladser med samme redigeringsudstyr som hjemme på stationen.
Mens Christina udvælger, hvad der skal bruges fra interviewet med Niko, klipper Frank billeder sammen og finder musik.
Nu er klokken 16, og de kører til dagens mål: Et træningsanlæg i Vejle. Her skal de mødes med formanden for Triangle Razorbacks, som aftenens live-indslag handler om. Et par hundrede spillere, cheerleaders og deres familier er dukket op til aftenens begivenhed – træningsstart efter sommerferien.
Christina overvejer, hvem hun kan interviewe i løbet af de planlagte otte minutter.
- Der skal helst ikke være for stor afstandmellem de personer, jeg skal interviewe. Det er kedeligt tv bare at se på mig, der går tværs over en græsbane, fortæller Christina.
Klokken 16.55 ringer Christinas telefon.
- Kan I lave yderligere et par minutter, så indslaget bliver på i alt 10 minutter, spørger produceren hjemme fra stationen? Christina ved godt, at det er et retorisk spørgsmål. Hun begynder at forberede sig på 10 minutters live-sending.
Nu er klokken 17.45. Både Frank og Christina arbejder koncentreret inde ved sendevognens redigeringspult. Frank har travl med at finpudse eftermiddagens optagelser fra træningscentret. Christina laver undertekster til interviewet på engelsk og koordinerer med studievært Søren Vesterby derhjemme, så han kan introducere aftenens live-sending.
Aften
Omkring klokken 19 gennemgår Frank og Christina de 10 minutters live-sending, alt imens Christina foretager et garderobeskift på parkeringspladsen.Der bliver ikke skrevet noget ned; de har begge forløbet i hovedet. Mens
Christina finder et offentligt toilet, finder Frank kameraet frem.
- Jeg er helt tryg ved at sende live med Christina, fortæller han.
- Vi har lavet serien ”Naboer” sammen masser af gange, og det var live i 28 minutter.
- Nu er der fem minutter, til vi går live.
Christina tæller ned, så de omkringstående er klar, når det går løs. Christina er iført spillertrøje og hjelm; hun skal i nærkamp med en spiller, når indslaget begynder.
Kort forinden væltede regnen ned, og Christina er gennemblødt. Nu er det igen tørvejr, heldigvis. For ingen har overvejet risikoen for tordenvejr. I så fald skulle spillerne af sikkerhedsgrunde forlade banen, og der ville ikke være nogen at interviewe.
- Jeg har mistet forbindelsen til stationen, siger Frank pludselig. Det tager tre minutter at starte forbindelsen op
igen, men han ser ikke ud til at være bekymret. Som live-fotograf er man vant til den slags tekniske udfordringer.
Slut
Klokken er 19.59. Efter fire interviews og ét forproduceret indslag er det slut. Alt klappede. Christina og Frank takker de medvirkende og begynder at pakke sammen. I bilen kan Christina trække de våde sokker af.
Klokken 21.20 er de tilbage på TV SYD i Kolding. De har begge arbejdet i 10 timer for at producere 10 minutters tv.
Denne artikel er udgivet før 2024.